Projektrapportering

Projektrapportering har historisk set været en tidskrævende opgave, og den konkrete værdi af projektrapportering er svær at gennemskue.

Ofte vil det være en pålagt opgave fra en chef, en ”del af måden, vi arbejder på” eller en kontrakt, som kræver det.

Som projektleder kan man overveje, hvor nødvendigt det egentlig er og hvor meget tid, man bør bruge på det. Der findes projekter, hvor omfanget af projektrapportering er meget stor, ligesom man ser modpolen, hvor der ikke sker nogen projektrapportering.

Begge oplevelser er lige dårlige faktisk. Der, hvor rapporteringen er omfattende, bruger de utrolig store mængder af energi på projektrapportering, som ingen typisk bruger og som har begrænset værdi. De gør det, fordi at det ”skal man” og ”sådan gør vi det”. Tænk sig, hvor meget andet man kunne have brugt den tid på.

I den modsatte ende, hvor der ingen projektrapportering finder sted, kunne man blive bekymret over, hvor lidt ledere og beslutningstagere egentlig ved om de projekter, som de tager beslutninger om.

Alene ordet ”projektrapportering ” kan få de fleste projektledere til at sukke, fordi det er ren administration.

De fleste projektledere vil hellere bruge tid på konkret handling og arbejde, som bidrager til projektet. Det skyldes, at projektledere typisk er mennesker, der gerne vil handle. Resultaterne ved projektrapportering er bare mere utydelige end ved opdatering af tidsplan eller lignende.

Umiddelbart kan konkret handling da også lyde som en mere fornuftig aktivitet. Men man bør nærmere sige, at projektrapportering ikke har direkte resultater, men at det stadig giver en væsentlig værdi.